Ønsker du et nemt hverdagsliv, alle en god start på livet og et aktivt fritidsliv.

Jeg er 43 år, bor på Løjt Land sammen med min kæreste og vores to børn på 16 og 19 år. Jeg ejer og driver en privat naturbørnehave, og gennem både mit arbejdsliv og mit engagement i lokalsamfundet har jeg lært, hvor meget de små ting betyder, når man vil skabe store resultater. Jeg er ikke den type politiker, der jagter alle dagsordener. Jeg tror på det grundige arbejde, på samarbejde og på at kende sine sager i dybden.
Når man sætter sig godt ind i tingene, lytter til borgerne og samarbejder på tværs af partier, så kan man få sine ting igennem. Som byrådsmedlem arbejder jeg for hele kommunen – både by og land. Jeg ønsker en kommune, hvor hverdagen fungerer, hvor børn får en tryg start på livet, og hvor vi har et aktivt og mangfoldigt fritidsliv for alle aldre. Mine mærkesager udspringer af mit daglige virke og mit liv i kommunen – og af et ønske om, at Aabenraa skal være et godt sted at leve for alle.
Et nemt hverdagsliv for borgere og virksomheder
Hverdagen skal hænge sammen – for både familier, erhvervsliv og frivillige. Vi har så travlt, meget skal nåes. Det sidste vi har brug for, er at kommunen gør livet mere besværligt. Derfor vil jeg arbejde for en kommune, der gør det let at bo, leve og drive virksomhed i. Vi skal have en kommune, der løser opgaverne effektivt, viser tillid og skaber resultater gennem samarbejde.
Det skal vi gøre ved at mindske bureaukratiet og droppe silotænkningen, så vi kan skabe et stærkere samarbejde på tværs af udvalgende. Der skal være kortere vej fra idé til handling – uanset om det handler om en virksomhed, der ønsker at udvide, en borger der søger byggetilladelse, eller en forening, der har brug for støtte. Kommunen skal være en partner, ikke en modspiller. For når hverdagen fungerer for både familier og virksomheder, styrker det hele lokalsamfundet og skaber vækst, trivsel og sammenhængskraft.
En god start på livet
Børnene er vores vigtigste investering! Som leder af en naturbørnehave ser jeg hver dag, hvor meget det betyder, når børn og forældre bliver mødt med nærvær og omsorg. Jeg ønsker mere fokus på den tidlige indsats – særligt i tiden inden og lige efter fødslen, hvor både forældre og barn har brug for støtte, tryghed og ro. Vi ved fra undersøgelser, at familiens velbefindende, er det vigtigste parameter i børns trivsel. Jeg ønsker i højere grad at kommunen understøtter foreninger og organisationer som tilbyder gratis kurser, bygget på videnskabelig forskning, til forældre, om børns grundlæggende udvikling og behov, samt giver redskaber til at klare de udfordringer et forældreskab byder på.
Ligeledes et meget større fokus på mors fysiske og psykiskevelbefindende i tiden efter fødslen. Alt for mange kvinder døjer med udfordringer som kan undgås eller mindskes ved rette hjælp og tidlig indsats. Vi skal have stærke og trygge dagtilbud med høj kvalitet, hvor faglighed, trivsel og fællesskab går hånd i hånd. Jeg ønsker at minimumsnormeringerne kommer til at gælde på institutionsniveau og kun omfatter pædagogisk personale.
Som det er nu, er det kun sådan gældende for de private daginstitutioner. Hos de kommunaleinstitutioner medtages pedeller og rengøringspersonale i beregningen af normering. Det er en skævvridningen af fakta og siger intet om hvor mange voksne der rent faktisk er sammen med børnene i hverdagen. Samarbejdet mellem forældre og institutioner skal være tæt og tillidsfuldt, for det er dér, vi bygger fundamentet for børns udvikling og livsglæde. Vi skal som kommune i højere grad give forældrene medbestemmelse i børnenes hverdag i institutionen. Det skal ske gennem gensidig forpligtelse. Når vi som kommune investerer i børnene fra starten, så investerer vi i fremtiden – i fællesskaber, der holder, og i mennesker, der får mulighed for at vokse.
Et aktivt og mangfoldigt fritidsliv for alle
Et godt liv handler ikke kun om arbejde og pligter – men også om alt det, vi gør i fritiden. Fritidslivet er meget mere end sport. Det er også musik, kunst, håndarbejde, teater, foreningsliv og oplevelser i naturen. Det er dér, vi mødes, lærer nyt og bliver en del af fællesskabet. Jeg vil arbejde for, at Aabenraa Kommune fortsat har mange og forskelligartede fritidstilbud – for børn, unge, voksne og ældre. Der skal mere kunst og musik på programmet.
Det er ikke alle som har lyst til idræt i fritiden. Vi skal støtte de frivillige, udvikle vores idræts- og kulturfaciliteter og skabe gode rammer for de lokale ildsjæle, der bærer foreningslivet. Et stærkt fritidsliv giver energi, sammenhold og livskvalitet – og det er noget, der skal prioriteres.
Arbejde med ydmyghed og samarbejde
Jeg møder altid borgernes henvendelser med ydmyghed og respekt. Når nogen rækker ud til mig med et problem eller en bekymring, så tager jeg det alvorligt – uanset om det drejer sig om en konkret dagligdags udfordring, en lokal vej eller en kommunal sag, der driller. Jeg tror på, at politik skal handle om at finde løsninger sammen. Derfor lægger jeg vægt på samarbejde – også på tværs af partier. Det vigtigste er ikke, hvem der får æren, men at vi skaber resultater, som borgerne kan mærke i deres hverdag.
Mit fokus
Min tilgang til politik handler om at være til stede, lytte og handle. Jeg tror på, at store forandringer begynder med de små skridt – og at man gennem grundighed, samarbejde og respekt kan flytte mere, end man tror. Jeg stiller op for Venstre, fordi jeg deler partiets tro på frihed under ansvar, på fællesskab, der bygges nedefra, og på at borgerne som udgangspunkt selv ved bedst. Aabenraa skal være en kommune, hvor det er trygt at leve, nemt at drive virksomhed og godt at være barn. Det er det, jeg arbejder for – hver dag.






Accepter kun nødvendige cookies